For første gang i Europa: Lee Ritchey kommer til København og holder kursus om printopbygning for alle, som arbejder med avancerede printkort.
Når det gælder opbygning af print og valg af materialer, er Lee Ritchey en af de få personer, der virkelig oprigtigt forsøger at løse de svære tekniske udfordringer for hele industrien. Det er netop lykkedes at arrangere et helt nyt 1-dags kursus, hvor du lærer alt om både design og specifikation af printopbygning.
Kobber ruhed
Et eksempel er specifikation af kobber-ruhed. En parameter med stigende betydning. På grund af strømfortrængning, løber strømmen ved stigende frekvens i et stadig tyndere lag af metallet. Når frekvevnsen bliver så høj at strømmen fortrænges til den yderste mikrometer under overfladen begynder ruhed naturligvis at spille en rolle.
Det kobber, som bruges i print, har selvfølgelig en ruhed. For at sikre en god vedhæftning mellem kobberet og den glasfiber/epoxy blanding, som printet opbygges af, ønsker man en vis ruhed. Man kan forstille sig at den længere vej strømmen skal løbe betyder at signalet forsinkes og dæmpningen stiger. Men det er ikke helt så simpelt. Der skal praktiske eksperimenter og data til at belyse dette emne ordentligt. Hvad spiller en rolle, og hvad er ligegyldigt?
Hvordan specificeres det, så både den lokale prototype produktion og den efterfølgende volumen produktion hos en anden producent kommer ud med et fungerende resultat? Det er bare en af de mange problemstillinger, som kurset belyser.
Vævning spiller ind
En anden væsentlig ting at forstå er vævningen af de tynde glastråde, som udgør glasfiber delen af et print. Lige som stoffet til et stykke tøj, så kan glastråde væves på mange forskellige måder. Trådene kan være tynde eller tykke, flade eller runde og vævningen kan være mere eller mindre løs i det.
Det er ikke ligegyldigt hvordan glasfiber væves, når det skal bruges til print med multi-gigabit differentielle signaler på. Det lyder måske helt vildt, hvis man aldrig har beskæftiget sig med emnet før. Men det påvirker impedansen og helt lokalt på en måde så de to printbaner, som burde udgøre et ideelt set ens par, slet ikke er det.
Lee Ritchey deler her ud af sine mange års erfaring med design af backplanes og indstikskort med tusindvis af 2.4, 4.8 og 9.6 Gbit/s signaler. Kredsløb der bruges i alt fra spillekonsoller til supercomputere og routerprodukter.
Kursus i København
Kurset afholdes for første gang i Europa den 25. juni på Hilton i Københavns lufthavn. Det var vigtigt for os, at lægge kurset et sted med optimal forbindelse. Hvad enten man kommer med bil, tog eller fly er lufthavnen perfekt for de danske og europæiske deltagere, som forventes at fylde kurset.
Det er altid en god oplevelse, med de mange forskellige ingeniører der kommer fra vidt forskellige virksomheder og udveksler erfaringer om et meget snævert emne. Det er lidt nørdet, men på den rigtig gode måde.
Rødder i Axcon
EE-Training er det ny navn for den kursusvirksomhed, som Rolf V. Østergaard tidligere opbyggede som direktør for konsulent virksomheden Axcon. I forbindelse med sin udtræden af Axcon, viderefører Rolf V. Østergaard kursusdelen til gavn for elektronikindustrien. Målet er gennem dygtiggørelse af den enkelte udviklingsingeniør, at forbedre de lokale virksomheders konkurrenceevne over for den skrappe konkurrence fra lavtlønslande. Ved at holde udviklerne skarpe på de avancerede discipliner, er virksomhederne bedre rustet til at udvikle fremtidens produkter.